1. maj, 2014 - kl. 00:00
Forfatter:
Synes godt om Modesektionen.dk
Del artiklen
Nu er mit streetede sprog ikke lige så up-to-date, som det kunne være, men HOLY MOFO, hvor er det dog et scoop for Adidas Originals at have underskrevet en kontrakt om et langvarigt samarbejde med den fantastiske Pharrell Williams. Alt han rører ved, bliver jo til guld. Det ses tydeligt, når manden, der aldrig ældes, kan rocke en old school amerikansk spejderhat sammen med sneakers og træningstrøjer. Mon ikke Adidas Originals går ustyrligt kronede tider i møde? Er vi simpelthen kommet så vidt, at Adidas kan overhale sportsgiganten over alle sportsgiganter, Nike?
Hvorimod Nike fokuserer på at udvikle højteknologisk sportudstyr og –gear, har Adidas, herunder også Adidas Originals, valgt at bevæge sig fremad ved hjælp af toppen af poppen - de vildeste stjerner fra musikken især. Listen af samarbejdspartnere dækker over årtier af store hip hop-navne, såsom Run DMC, Missy Elliot og Kanye West. Desuden har Adidas Originals samarbejde med store designere såsom Stella McCartney, Yohji Yamamoto og sidst, men ikke mindst, den gakkede og ground breaking designer, Jeremy Scott, givet stor gevinst.
Man kan vurdere, om dette er
den rigtige måde eller
den mest givende måde? Men man er jo nødt til at satse stort for at vinde stort, som Adidas gjorde det med Jeremy Scott; det viste sig at give yderst god pote, da stjerner som Rita Ora og A$AP Rocky iførte sig de vilde outfits og sneakers med vinger. Én ting står dog klart. Når Pharrell har den mindste lillefinger med i spillet, ja bare spidsen af en negl, er der intet satset over det arrangement.
Adidas som helhed, har længe haft fokus på meget andet end deres originale opstandelsesprodukt; nemlig deres sneakers. De har deltaget på diverse catwalk til modeuger på højde med modetøj fra Raf Simons, Prada, Sportmax osv.. I samarbejdet med Pharrell, går Adidas Originals tilbage til rødderne. Det betyder sko. Masser af sko.
Hvordan de kommer til at se ud, ved ingen endnu. Pharrell flashede dog dette par på den røde løber, og måske det kan pejle os ind på stilen; en lidt mere nedtonet udgave af Jeremy Scotts gakkede designs, men stadig farverigt, legesygt og ungdommeligt.
Er de noget for dig? Så glæd dig til fremtiden, hvor Adidas Originals er lig med Pharrell Williams. Et nytænkende og stilsikkert, men modigt samarbejde.
Jeg glæder mig i hvert fald.