UGENS HOT OR NOT IFØLGE SKRIBENT PÅ MODESEKTIONEN.DK: ALICIA REGINA SØRENSEN FAVA

Modeskribent, fashioholic og med trang til at fremfinde personligheden i ethvert outfit.



16. oktober, 2012 - kl. 16:00
Forfatter: Alicia Regina Sørensen Fava


Synes godt om Modesektionen.dk

Del artiklen

HVEM ER JEG
Mit navn er Alicia og jeg er fashioholic. Sådan er det, nogle gange må man tage en dyb indånding og indrømme sandheden. Mode er som en sport for mig, nøjagtigt ligesom modeikonet Carrie en gang sagde i serien Sex and the City: ”shopping is my cardio”. Det vil sige, jeg E.L.S.K.E.R. at gå på opdagelse, spadsere ned ad gader og stræder for at finde nye butikker eller blot noget som kan inspirere mig. Men, og dette er centralt, jeg søger ikke at (efter)ligne nogen. Hverken de kendte eller de helt almindelige mennesker jeg ser på alverdens gågader. Min søgen og interesse er inspirationsmæssig, og ej at finde en person eller stil jeg kan abe efter. Jeg har min egen personlighed og som følge deraf, min egen stil. Jeg kunne heller ikke drømme om, at iklæde mig noget, blot fordi det var på mode. Kan jeg ikke lide det, tager jeg det ikke til mig. Mode skal ikke diktere, mode skal inspirere! Hvis vi lod moden bestemme fuldstændigt over vores udseende, ville vi alle rende rundt og være kloner af hinanden - hvad er lige det sjove i det? Tværtimod skal der være masser af plads til forskellighed og personlighed. Mode skal være et åbent frirum, for når alt kommer til alt, er mode et udtryk af os selv, et led i vor personlighed, et værktøj vi konstant arbejder med og ud fra. Det vil sige, mode er en dynamisk proces, som aldrig holder stille eller er i stampe. Netop af den grund er det sjovt og spændende at være en del af processen, hver eneste dag vi hopper ud af sengen. For hvis vi blot fik at vide, hvad vi skulle iklæde os, som var der tale om en uniform, ville vi ikke være så interesserede i mode og hvad der rør sig ude i verden inden for denne branche. Vi skal derfor huske at være tro mod os selv, hvad vi kan lide, hvad vi ved klæder os bedst, og hvad vi ønsker at signalere. Det er det moden gør bedst! Og derfor rykker det grunden under mig!
HVAD VIL JEG SKRIVE OM
I den følgende tid vil jeg skrive om en række kendte samt up and coming stjerner fra Danmark. Jeg ønsker at viderebringe en del af dem selv. At give læseren et indblik i deres personligheder, ambitioner for fremtiden og ikke mindst deres stil, ynglingsbutikker og -brands osv. Derudover vil jeg skrive om emner som er aktuelle i den internationale modebranche, fx vil jeg skrive om nogle af de største modehuse og deres efterår/vinter kampagner. Dertil vil jeg rette blikket mod Spanien, da jeg er halv spansk, taler sproget. Derudover vil jeg i  en periode befinde mig i den Iberiske halvø. Jeg også vil lave streetstyles fra forskellige områder i Spanien, da jeg er overbevist om at vi kan lære noget af de varmblodede spanske mænd.
HVORFOR HERREMODE
Jeg har siden jeg var helt lille, været meget betaget af mode, hvorfor jeg også har været ambassadør for ELLE-magasinet. I dag dyrker jeg endnu min interesse for bladet meget. Særligt er jeg glad for den danske, italienske og spanske version. Derudover elsker jeg at designe tøj og sammensætte outfits. Jeg tror at det er fordi at jeg altid har haft et godt overblik og kan derfor hurtigt finde ud af hvad passer sammen osv. Jeg er en person som konstant har styrtende travlt, så når jeg shopper, suser jeg med lynets hast igennem butikken, og jeg må have lasersyn, for jeg kan bogstaveligt talt se alt, samtidigt med at jeg hiver tøj ned fra de propfyldte stativer. Jeg har også i flere år, blot for sjov og fordi min passion er mode, ageret lidt som stylist for flere venner og familiemedlemmer, samt i de forskellige butikker hvor jeg har arbejdet. Bl.a. i den hyggelige og skønne Butik Iben i Århus C og for den nu lukkede SANDWICH_ på Østerbro, hvor jeg tidligere var butiksbestyrer. Det giver mig noget af et rush at sammensætte cool outfits, at skabe en speciel stemning og opnå et anderledes og personligt udtryk. Det er dér det sjove er. Mandfolket er spændende at klæde på. Mange mænd har i deres tøjvalg og sammensætning af tøj, et specielt twist. Der er mange som ikke er bange og sky for at vise sig frem og udtrykke egen personlighed via tøjet gennem valg af farver, skæve prints osv. Når manden foran mig går imod strømmen og er klædt efter individuel smag, er det fedt og sjovt at arbejde med.
WHAT IS HOT
Det er HOT, når jeg ude i det offentlige rum ser mænd, fyre eller drenge, som er sin helt egen. En fed kasket med selvsyede knapper på, luminøse sokker eller en hjemmestrikket sweater i sjovt mønster. Hvad som helst som skiller sig ud. Det behøver langtfra at være flot, i modefarven eller have en bestemt designers signatur i nakken. Bare dét at turde at iføre sig noget anderledes, gør at mine stemmebånd i al hemmelighed begynder at røre på sig og jeg får lyst til at sige: ”Du er sej, fordi du tør at skille dig ud af mængden og ikke er bange for hvad masserne måtte sige eller mene om dig”. Fordi at være tro mod ens egen stil er noget vi bør beundre og ikke se ned på. Dem som tør, er dem som holder udviklingen i gang, og altså i min optik ikke mainstream-manden som går i H&M fra top til tå, går rundt med hovedet under armen og blot følger tendensen. Derudover er materialer som skind og cashmere altid værd at investere i, ligesom italienske sko altid er glohede i enhver garderobe.
WHAT IS NOT
Jeg holder af detaljen, at personligheden stråler frem og indtager et rum fyldt af en million mennesker, hvor samtlige kæmper om opmærksomheden. Årsagen er, at jeg afskyr når outfittet er fuldstændigt gennemtænkt. Forstå mig ret, perfektionisme er en god egenskab men omvendt skal man ej heller være fanatisk, det ødelægger som regel ens udstråling og det endelige mål. For der skal ikke meget til at gå fra at virke cool, til at fremstå som en standardiseret påklædningsdukke. Man kan selvfølgelig få hjælp af en personlig stylist eller af personalet i forskellige tøjbutikker, men man bør selv tilføre outfittet noget som er ens eget, som gengiver din personlighed, fx i form af accessories.
HVEM HAR GOD STIL
I min familie har vi altid selv syet og designet både tøj, huse, interiør, malet malerier, porcelæn osv. Uden tvivl har vi altid været meget kreative og opfindsomme, og aldrig siddet stille. Jeg tror derfor at god stil, sans for detaljen og et godt øje for kvalitet, ikke er noget man lærer som sådan, men nærmere noget man arver.  Noget som lægger naturligt til en. Min familie er derfor en stor inspirationskilde for mig. Af de kendte synes jeg at Rachel Welch, Gwyneth Paltrow, Blake Lively, Kate Hudson og Dita von Teese har en super fin stil. Og som stor elsker af både gamle film og gamle filmskuespillere, så beundrer jeg meget Doris Day, fashion icon kusinerne Katherine og Audrey Hepburn, Grace Kelly, Bette Davis, Cary Grant og Rock Hudson, samt ej at forglemme Gabrielle ”Coco” Chanel og Yves Saint Laurent. Samtlige nævnte havde stil i en særlig høj klasse samt personlighed og var ægte glamourøse stjerner. Efter min opfattelse, vil de altid være store inspirationskilder, i såvel film- som modebranchen. I min optik var den tid meget smukkere end den i dag.
HVAD ER BLIKFANG FOR MIG

Som mange andre kvinder, kan jeg ikke stå for en mand i hverken jakkesæt eller smoking. Men personligheden og det indre er for mig endnu mere essentielt, forstået på den måde at hvis man ikke kan bære det jakkesættet udstråler, then don’t even go there. Habitten og pingvin-dresset, er for den dannede og stilede mand. Det ydre er vigtigt, men det indre er essentielt. Udseendet kan du altid hjælpe lidt på vej, men ens personlige karakter derimod, kan man ikke ændre ved. Med andre ord; ifør dig det du vil, det du føler dig mest komfortabel i, men bær det med naturlighed og oprejst pande. Det kan godt være at jeg ikke kan lide det du har på, men hvis du bærer det anstændigt, og at det passer til din personlighed, så vil jeg respektere dig. Jeg synes det er fedt hvis du tør være tro mod dig selv.
MINE FEM MUST HAVES
Det er vigtigt at have en gennemtænkt garderobe, hvor både casual og stilede items hurtigt og ubesværet kan sammensættes på kryds og tværs.
Nr. 1: Et perfekt siddende jakkesæt i sort, og det dur ikke med at skulderpuderne minder om Niagara Falls og er på vej ned ad armene. Det skal sidde fejlfrit på din figur. Derudover kan du roligt investere i et jakkesæt, da det ikke går af mode. Det vil du altid kunne bruge, uanset lejlighed. Og køb sort, fordi det passer til alle farver skjorter, slips, t-shirts, sko osv.
 
Nr. 2: Espadrillos! De er fede, originale og til en vis grad bæredygtige. De udstråler personlighed, at du er nede på jorden og da mange er no brand, er de også normalt billige. Især hvis du rejser til Spanien, Italien eller Frankrig.
 
Nr. 3: Jeans i forskellige farver, det vil sige i særdeleshed de typiske mørke blå og sorte.
 
Nr. 4: Sejlersko! De giver et twist til dit outfit, og gør at du hverken fremstår for casual eller for formel.
 
Nr. 5: Skjorter. Det klæder alle fantastisk, frisker et outfit op utroligt godt og nemt, samt udstråler god stil og finesse. Og der behøver ikke at være et logo på brystet eller i nakken du fx bør udtale med italiensk accent, ZARA har fx mange flotte til billige penge.
MIT MUST NOT HAVE RÅD
Jeg er ikke et splitsekund i tvivl. Hvis det var op til mig, skulle det forbydes at mænd gik med smykker generelt. Men altså for dem, som kan lide at funkle og blænde os andre, så husk at less is more. Det vil sige, vær varsom med al for megen bling bling. I stedet for at fremstå som cool og med økonomisk overskud, kan man i visse tilfælde, såfremt man er gået ud af døren iklædt alt for mange ”diamanter”, fremstå som billig. Diamanter er muligvis a girl’s best friend, men derfor behøver de ikke at være jeres ;)
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Alicia Regina Sørensen Fava Følg på:

 

Vil du skrive for os?

Synes godt om modesektionen.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen