The Big Spender



10. april, 2015 - kl. 13:00
Forfatter: Moderedaktionen


Synes godt om Modesektionen.dk

Del artiklen

Et bord i en lejlighed i Øgaderne er dækket til otte. Værten sidder ved bordenden. Altid.

Reglerne er simple, når Morten sammen med sine tætteste kammerater mødes en gang om måneden. Musikken strømmer fra et B&O-anlæg, som han købte, da han solgte sine Vestas-aktier. De hører altid Neil Young som det første. Ingen kan huske hvorfor, men det gør de altså. Herefter skiftes de til at sætte en plade på afspilleren. Sådan er det. Hver gang. 

Reglerne er simple. Tøjet skal være i orden. Det skal sidde flot. Gode materialer. Oxford, uld og slidstærkt læder bliver anerkendt. Det skal emme af kvalitet. Ingen jakkesæts-hysteri – nødvendigvis – men kun dyre mærker forventes. Man klæder sig som en gentleman, ellers går man hjem og skifter. Sådan er det. Hver gang

Reglerne er simple. Alt over tre retter mad går an. I aften serverer Morten fire retter. Men der er også nok at fejre. Krabbesalat med spidskål, dild, purløg og agurk til at lægge bunden. En torskeceviche med grillet agurk, lime og hyldeblomst bliver fulgt op af en braiseret svinekæbe med kartoffel- og jordskokkemos, trøffelsauce og Mortens hemmelige opskrift på gremolata. Blåbærsandkagen med saltkaramel, friske blåbær, hasselnød og blåbærsifon skal lægge bunden. Der må aldrig mangle god vin. Hverken den hvide, den røde eller den søde. Kendall-Jackson Pinot Noir er fast inventar. Sådan er det. Hver gang.

Reglerne er simple. Det hele slutter med en cognac til kaffen. Eller begynder. For når den sidste sjus er tømt, forlader vennerne lejligheden og søger mod Castenskiold ved åen. Personalet spærrer øjnene op, da Morten bestiller husets dyreste champagne. Han er 25 år, studerer på Handelshøjskolen, jovist, men i aften er der noget særligt at fejre. Han rejser sig op foran vennerne. De tysser på hinanden. Morten har ordet: ”En million. De vil sgu investere en million i vores projekt. Én. Fucking. Million. Vi fik det at vide i dag. Jeg ryster stadig ved tanken. Skål, venner, I er de bedste!” Når champagnen er drukket, er der fri leg. Kvinderne nærmer sig. Glitrende fingre, smalle numser, røde læber. Pop! Ingen kvinder uden champagne.

Sådan er det. Ikke hver gang. Men hver eneste gang.      

 

Oprindeligt bragt i St. Valentin Magazine 002

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Moderedaktionen Følg på:

 

Vil du skrive for os?

Synes godt om modesektionen.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen